soldaten 2192x1233Soldaten er en både skræmmende og befriende historie, om en mand der alene har søgt tilflugt i Perus jungle med ayahuasca som terapi

4stjernerTitel: Soldaten. Instruktør: Nikolaj Møller. Medvirkende: Henrik Martin Hansen. Varighed: 58 minutter. Premiere: Juni på Dr.dk (vist første gang på CPH:Dox)

Man tror, det er løgn, når man hører om soldaten Henrik, der er flygtet ud i skoven. Ikke Hareskoven, den slags har vi hørt før fra soldater tragisk ramt af posttraumatisk stress, men den her fuldskæggede, langhårede mand, med tatoos og kæder om halsen, er taget for sig selv langt ude i indianerland i en træhytte. På papiret er han en ganske normal “Jens” fra Nykøbing Mors, men oplevelser i Afghanistankrigen blev et vendepunkt for tilværelsen.

Vi befinder os midt i junglen. Vi hører dyrelydene, som var man i regnskoven, den velkendte fuglesang og insektsummen, og det er mere end blot sanseligt, når Henrik går nøgen rundt i regnen, bader i en flod og sætter hans gryde i kog fuld af ayahuasca.

Hans første oplevelse var forfærdelig, fortæller han med kameraet lige op i fjæset. Han græd og kastede op. Han så ubehagelige monstre. Men da han vågnede næste dag, var frygten væk. 

Ude af kroppen.

Gnister fra bålet får lov at slå så længe, at man mærker roen, og det håndholdte kamera er helt tæt på den interviewede hovedperson i forskellige settings og også med fokus på flyvende fugle, floderne, aberne og vandringer i junglen. Minimalismen virker, fordi vi er helt inde i både sind og jungle derude i de psykedeliske tåger, hvor man ikke kan bunde.

Filmen er instrueret af fotografen og debutaten Nikolaj Møller, og den er da heller ikke det store kunstnerisk nybrud eller Jørgen Leth’ske diggededarer, men en flot filmet fortælling fra virkelighedens overdrev om en mand med en barsk skæbne, der har fundet en måde at overleve på.

Soldaten Henrik fortæller om sine barske oplevelser i krigen, og hvordan han mistede sin søster. At ayahuasca bringer ham mareridt, der bearbejder oplevelserne, og at han kommer ud på den anden side.

Henrik viser seeren planterne, han laver ayahuasca på, og junglefrugterne han spiser. Han er indbegrebet af DIY (do it yourself), en overlever, i modsætning til masseturisterne, der hvert år drager til såkaldte ayahuasca-treats for at prøve den ceremonielle lykke.

Nogen går det ikke godt for. Blandt andet var der en shaman, som var kendt som voldtægtsmand, når folk trippede. De fleste kommer dog ud med psyken i behold, og dokumentaren her understøtter da også ideen om, at stoffer kan være et vigtigt middel mod posttraumatisk stress. 

Efter en voldsom oplevelse i Afghanistan tilbød læger ham at komme til “Space Land” og gav ham ketamin. Henrik havde aldrig prøvet stoffer, men blev draget af dem.

I alt boede han tre år i Perus jungle og er nu videre i livet et sted i Asien. Dokumentaren bliver samtidig en hyldest til alternativ levevis, der sætter seerens eget liv i perspektiv. 

Nyheder

Nattevagten får fortsættelse

Det afslører Filmmagasinet Ekko i det nye nummer, som udkommer i juni. Her fortæller instruktøren Ole Bornedal, at “om alt går vel” udkommer den om et par år hos Nordisk Film med Thomas Heinesen som producer (Supervoksen, To verdener, Kapgang). Filmen hedder for nu Nattevagtens Datter.

Mads Mikkelsen forklarer Hollywood-beslutning

Den danske skuespiller erstatter Johnny Depp i den tredje “Fantastiske Skabninger”-film. Efter Depp blev omtalt som “hustruvoldsmand” i en avis og tabte sagen herom, blev han fyret fra sættet som den onde troldmand, Grindelwald. Den rolle er nu gået til Mikkelsen.

- De (filmproduktionen, red.) ringede til mig, og de var tydeligvis under tidspres. Jeg elsker manuskriptet og sagde ja tak til rollen.

- Jeg ved, at det for mange mennesker var kontroversielt. Men det er altså sådan, det foregår sommetider, siger Mads Mikkelsen til The Times, ifølge BT og Ritzau.

Skuespiller Hans Holtegaard er død

Det meddeler Vendsyssel Teater, hvor han snart skulle optræde. Han har medvirket i talrige revyer og senest i tv-serien Hvide Sande. Han blev 68 år.