onsdag 11 december 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

Stormflod fra syd kan true Ørestad

kalvebod kystdige03København og Hvidovre kommuner planlægger nyt dæmningsprojekt, som skal lukke Kalvebodløbet med porte ved den næste store stormflod. En kraftig stormflod fra syd kan risikere at oversvømme Øresundsforbindelsen gennem Ørestad.

Gennem de seneste 1.000 år er København og Hvidovre blevet ramt af en stormflod fra syd med et par hundrede års mellemrum. Med klimaforandringerne vil denne type stormfloder blive hyppigere, og de vil kunne anrette skader og tab i milliardklassen, da både boliger, erhverv og vigtig infrastruktur vil blive ramt.
For eksempel risikerer Øresundsbroen, jernbane, metroen og elforsyningen at blive påvirket af længerevarende nedbrud i driften. Hvidovre fik en forsmag på fremtidens stormfloder i januar 2017, hvor vand fra Kalveboderne blev presset op gennem Harrestrup Å og oversvømmede dele af et villakvarter. 

De to kommuner vil nu udarbejde et såkaldt modningsprojekt for en fælles sikring. For eksempel med dæmning og porte på tværs af Kalveboderne i nærheden af motorvejsbroen. Kommunerne har fået 1,5 mio. kroner fra Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet til det videre arbejde. Kommunerne skal finde et tilsvarende beløb ved efterårets budgetforhandlinger.

”Klimaforandringerne er desværre allerede en realitet. Derfor er vi nødt til at sikre os mod både skybrud og stormflod. Da vand ikke respekterer kommunegrænser, er det afgørende, at vi samarbejder med de kommuner, vi deler udfordringer med. Jeg ser frem til det fremtidige samarbejde med Hvidovre og de mange interessenter, der skal inddrages i det videre arbejde,” siger stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

Modningsprojektet skal afklare alle forhold stormflodsikringen, herunder jura, miljø og finansiering. Der vil desuden være dialog med sejlklubber, Danmarks Naturfredningsforening, Banedanmark, Vejdirektoratet og Metroselskabet. Efter modningsprojektet skal der tages stilling til konkrete forslag til den fysiske sikring.

Københavns Stormflodsplan fra 2017 og Risikostyringsplanen for Køge Bugt peger på at en såkaldt ”Ydre sikring”, der forbinder diget omkring Vestamager med diget omkring Avedøre Holme, principielt vil være at foretrække frem for en indre sikring, som i givet fald skal etableres langs kysten ud mod Kalveboderne og langs kajerne i Københavns Havn.
Det nye forhøjede kystdige rundt om kalvebod Fælled åbnede i 2012. I disse uger færdiggøres den forlængelse af diget, som skal beskytte Sydamager ved Kongelunden.

Læs evt. også:
Diget skal forhøjes (2007)
Kystdiget åbnet for alle (2012)

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme