tirsdag 2 juni 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Blanke ruder og hæklet håndsprit

I en hverdag vendt på hovedet kan man kigge dybt i sig selv. Man kan også bare hækle.

louise raaschou OKT 2015

 ’Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget’, står der helt sikkert på en eller anden wallsticker, på en eller anden væg, et eller andet sted derude. Vi mennesker kan nemlig vokse af modgang (mentalt, ikke metermål), og i psykologien taler man ligefrem om posttraumatisk vækst. Det kan være i forbindelse med større kriser. Isolering på ubestemt tid, for eksempel, hvor man på snart tredje uge sidder hjemme uden kontakt til andre end yngste pode og hyssede chihuahua. Den slags omvæltning og uvished kan give rig grobund for at komme stærkere og mere robust ud på den anden side, skal man sætte sin lid til vækstideologien. Det kan også bare være røvsygt, som en psykolog i radioen pointerede. (Og jeg citerer ordret.) Simpelthen jævnt kedeligt og uden den store, mentale udvikling som afkast. Men det skal man nu heller ikke have det skidt over, alle reaktioner i denne tid er helt, helt i orden, lød det fra æteren, og så fik jeg det i hvert fald lidt bedre.

For dagene har ikke bragt dybe, eksistentielle erkendelser; i så fald er de gået hen over hovedet på mig. Tiden har heller ikke været fyldt med tumlen med søn og masser af latter over alle de nye, sjove måder, vi har været sammen på. Faktisk har aflægger hovedsagligt valgt at udfolde sin isolation bag en skærm og har dermed været præcis ligeså trettenårig og utilnærmelig, som han plejer. Og da chihuahua ikke rigtigt slår til som primære samtalepartner på den lange bane, har jeg måttet kigge andetsteds for at fylde tiden: Jeg er gået the Corona Krea way.

For eksempel er min hæklefrekvens steget betragteligt. Og vi snakker ikke udelukkende banale firkanter, men avancerede og absurd snørklede mønstre, som kræver koncentration og tid. Masser af tid. Egentlig ikke så meget til selve hæklingen, men til at trevle op og begynde forfra på det, der skulle være en blomst, men som i mine hænder hver gang bliver en mærkelig, filtret knudegevækst. Det har dog ikke afholdt mig fra at fantasere om lang større og uhyre komplicerede projekter. Jeg har allerede bestilt garn i metervis; på den måde og føler jeg også, at jeg bidrager til at holde hånden under de små, danske virksomheder. Vi må alle gøre vores, og det er jo ikke sikkert, at Tante Helgas Hæklebiks i Råbjerg Mile kommer til at nyde godt af diverse hjælpepakker.

Når jeg ikke lige leder på nettet efter opskriften på en hjemmehæklet cykel, sørger jeg for at fikse praktiske ting på matriklen. Og den dag jeg igen kan modtage gæster, vil de allerede ved lågen blive blændet af de blankeste ruder nogensinde. Vinduer fik nemlig en ordentlig omgang i forrige uge, (eller måske var det i går, dagene flyder lidt sammen pt), og selv er jeg målløs over resultatet. Ikke mindst fordi det er første gang nogensinde, at glaspartier er blevet pudset, siden jeg flyttede ind i ’16. Det, du gør, gør en forskel, som vi hører, og jeg skal så sandelig love for, at gennemsigtigt glas i væggene drastisk har ændret lysindfald herhjemme. Havde det ikke været for nuværende undtagelsestilstand, havde jeg måske aldrig opdaget, at matriklen ikke kom med matterede ruder. 

Faktisk var det en lidt skræmmende tanke: Hvad havde jeg ellers overset? Altså før, i den normale hverdag? Måske havde jeg misforstået mig selv og troet, at min knap så regelmæssige deltagelse i yogastudiet udelukkende skyldes, at det var en aktivitet uden for hjemmet. Det har heldigvis været muligt at efterprøve helt konkret, idet yogastudie har smidt klasser op virtuelt, så man stadig kan dyrke sin yndlingsmotion hjemmefra. Desværre blev jeg komplet stresset af mails med emsige ’yeah, vi er her stadig! Hele tiden! Lige her!’ beskeder og links og har foreløbig blokeret afsender. Men i det mindste blev misforståelsen om min egen motivation da ryddet af vejen.

Til gengæld er jeg top motiveret, når det gælder planter, og jeg har planer om selv at dyrke dem. Fik nemlig et lille drivhus til vindueskarmen af søstrene i julegave. Året før modtog jeg et hjemmestarter kit til dyrkning af pot med ønske om glædelig jul, (af min mor, don’t ask), og med alt det sollys, der nu ovenikøbet strømmer ind . . . ja, så ligger det jo faktisk lige til højrebenet. Og vel er det ulovligt, men det er der jo så meget, der er i denne tid, og jeg tænker, at politiets udvidede beføjelser nok skal bruges til andre ting i øjeblikket. Så det er det næste projekt, der skal afholde mig fra at blive vanvittig. Straks frø er plantet, vil jeg gå i gang med at hækle en pibe, og ja, jeg er klar over at ingen af delene hører under store, eksistentielle landvindinger. Men jeg regner dog med en vis form for mental forandring, og som tingene er lige nu, tager jeg den form for vækst, jeg kan få. Posttraumatisk eller ej.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 18 og 13 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: