Boardwalk og udkigstårn i Naturparken

hovedindgang asger jorns alle credit moeller og groenborg ADEPTEt forslag om en ny boardwalk med læringsmiljø samt et 15 meter højt udkigstårn ved Asger Jorns Allé bliver nu til virkelighed. Det har partierne i Teknik- og Miljøudvalget enstemmigt vedtaget.

Samtlige partier var enige, da det på et møde i Teknik- og Miljøudvalget 10. maj blev besluttet, at Kalvebod Fælled skal have en ny hovedindgang for enden af Asger Jorns Allé. Hovedindgangen kommer til at bestå af en såkaldt ’boardwalk’, der skal løbe fra enden af Asger Jorns Allé til Kanonvej. Boardwalken skal have et tilhørende område, der skal fungere som læringsmiljø for skoleelever og andre besøgende. Når man bevæger sig hen over den 180 meter lange boardwalk, der slutter ved Kanonvej, kommer man på sin vej forbi et 15 meter højt udkigstårn, hvor man har mulighed for at få oplevelsen af at bevæge sig op igennem og over trækronerne til udsigten ud over Kalvebod Fælled.

Klaus Mygind (SF), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, er begejstret for det nye projekt: ”Jeg er meget positiv, for der der skabes nu en ny naturattraktion. Den vil være med til at skabe læring og oplevelser for børn og voksne. Boardwalken vil beskytte naturen fra Asgar Jorns Alle, og så vil den også være med til at gøre Asgar Jorns Alle til en mere levende gade,” siger han.

boardwalk

Dispensation fra naturbeskyttelsesloven
Naturstyrelsen, der er grundejer, har af Københavns Kommune fået dispensation fra naturbeskyttelsesloven §3, der omfatter grundlæggende beskyttelse af vandløb, søer, moser, heder og strandenge, til at påbegynde projektet.

Det er Teknik- og Miljøforvaltningen, der har godkendt projektforslaget, og her har man lagt vægt på, at anlægget har en stor formidlingsmæssig værdi og forbedrer de besøgendes muligheder for at komme helt tæt på naturen. Man mener, at formidlingen af Kalvebod Fælleds natur er en særlig grund til dispensation fra naturbeskyttelsesloven, fordi ”områdets størrelse og oprindelse bedst forstås, når den besøgende med et udsigtstårn får mulighed for at komme op over trækronerne,” skriver forvaltningen.

Forvaltningen skriver også, at boardwalkens formål er, at de besøgende hovedsageligt opholder sig på den og i mindre grad udenfor, hvorfor der ikke forventes slid og beskadigelse af den omkringliggende natur: ”Kun arealet fra boardwalken til læringsmiljøet vil blive udsat for slid, og her stiller forvaltningen vilkår om, at læringsmiljøet skal være maksimalt 10 meter fra boardwalken,” skriver de.

Boardwalken, som vil være hævet over terrænet, skal bevæge sig i et slynget forløb med det formål at introducere de besøgende til forskellige naturtyper.

Et udkigstårn som pejlemærke
Forvaltningen noterer også, ”at udkigstårnet, der skal bruges i formidlingen af naturparken, dens naturværdier og historik, placeres i forlængelse af boardwalken for at minimere arealinddragelsen, hvor placeringen af tårnet er valgt på baggrund af en grundig registrering af floraen i området, så det ikke påvirker særlige beskyttede arter eller særlige plantesamfund.”

Dansk Ornitologisk Forening har i en høring som en af de få været kritiske, da de mener, at det 15 meter høje tårn er for dominerende i det flade terræn, og derfor har de foreslået, at højden mindskes til 10 meter. Det har Teknik- og Miljøforvaltningen ikke ønsket at imødekomme, da man mener, at tårnets funktion som pejlemærke er vigtig, og højden skal sikre, at de besøgende kommer over trækronerne. Derfor vil udkigstårnet altså tælle 15 meter i højden, når det står færdigt.

Projektet er støttet af Nordea-fonden, Friluftsrådet, Københavns Kommune, Tårnby Kommune, Dragør Kommune, By & Havn og Naturstyrelsen.

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk