Politianmeldt for at flyve fjernstyret helikopter over Ørestad
En mand har fået en politisag på halsen, efter at han har sendt sin fjernstyrede helikopter op i luften over Ørestad i København. Bag politianmeldelsen står Trafikstyrelsen, oplyser flere medier
Man overtræder nemlig luftfartsloven, hvis man flyver med modelfly og såkaldte droner i tæt bebyggelse.Desuden mener Trafikstyrelsen af flyvningen foregik for tæt på Københavns Lufthavn og at den lille fjernstyrede helikopter fløj helt op i nærheden af 300 meters højde, hvilket også er forbudt.
"Jeg forstår godt, hvis man ikke umiddelbart tænker over, at man bryder loven, fordi man flyver med sin nyindkøbte fjernstyrede helikopter," siger vicedirektør i Trafikstyrelsen, Jesper Rasmussen, i en kommentar. Men reglerne er klare, oplyser han.
Det er en video på internettet, hvor manden ses flyve med helikopteren, der har fået styrelsen til at gå til politiet. I øvrigt for første gang i en sag om droneflyvning.
I den pågældende sag vejer mandens helikopter under syv kilo. Det betyder blandt andet, at han ikke må fornøje sig med flyvning mindre end 150 meter fra bymæssig bebyggelse og større offentlige veje.
De små førerløse fly og helikoptere er de seneste år blevet populære i Danmark og kan i dag købes i både butikker og på nettet.
FAKTA: Sådan er reglerne
Reglerne for flyvning med de såkaldte droner - små fjernstyrede fly og helikoptere - er ganske konkrete.
Hvis man flyver med en drone under syv kilo, gælder følgende:
* Flyvning skal udføres på en sådan måde, at andres liv og ejendom ikke udsættes for fare, og således at omgivelserne påføres så lidt ulempe som muligt.
* Afstanden til banen/banerne på en offentlig flyveplads, som angivet på Kort & Matrikelstyrelsens kort, skal være mindst fem kilometer.
* Afstanden til banen/banerne på en militærflyvestation, som angivet på Kort & Matrikelstyrelsens kort, skal være mindst otte kilometer.
* Afstanden til bymæssig bebyggelse og større offentlig vej skal være mindst 150 meter.
* Flyvehøjden må højst være 100 meter over terræn.
* Tæt bebyggede områder, herunder sommerhusområder og beboede campingpladser, samt områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft, må ikke overflyves.
* De særligt følsomme naturområder, der er nævnt i regelsættet om førerløse fly, må ikke overflyves.
Hvis man flyver med en drone over syv kilo gælder følgende:
* Flyvning må kun finde sted fra en godkendt modelflyveplads, og skal finde sted inden for begrænsningerne af det luftrum, der hører til en anmeldt modelflyveplads.
* Flyvning må ikke finde sted, medmindre der er tegnet ansvarsforsikring.
* Flyvning skal udføres under en organisation/person, der er godkendt af Trafikstyrelsen.
(Kilde: Trafikstyrelsen)
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2078