Lavere skat og flere hobbit-huse!

lars dueholm 0318Lars Berg Dueholm fra Liberal Alliance laver gerne aftaler med 'de røde' selv om de ikke vil være med til at sætte skatterne ned og gøre parkeringsreglerne lige for alle københavnere.
Som Ørestadbeboer tænker han vilde tanker om at give byen vindskulpturer og hobbitagtige bygninger med græs på taget. Han vil også meget gerne ind i bestyrelsen for By & Havn for at følge Ørestad endnu tættere

;Det kunne være alletiders med saadan nogle lave huse med graes paa taget. Det ville skabe et mere intimt rum mellem de hoeje huse, og Sivegaden kunne blive en rigtig handelsgade.

Lars Berg Dueholm peger ind mod den forsømte græsmark mellem Winghouse og Porthuset. Her og i de andre pocketparks i Ørestad City vil han gerne have bygget 1-2 etagers bygninger ud til Sivegaden, så de små parker kan få vindlæ, og så ’hullerne’ i Sivegaden kan blive fyldt ud med restauranter, caféer og kontorer i lav højde.

Lars Berg Dueholm er både Ørestadbeboer, husbond til formanden for Ørestad City Grundejerforening og rådhuspolitiker, og kender sin bydel til fingerspidserne.  Mange af de nye bylivstiltag i byen har han været med til diskutere og vedtage som medlem af Teknik- og Miljøudvalget. Men hobbitbo-ideen er helt hans egen.

”Det kunne være sådan nogle kileformede husblokke som skråner indad mod pocketparken - nogle halve hobbitboer, hvor det grønne trækkes hen over dem som en overfrakke… Ud mod Sivegaden ville der være  butikker eller kontorer,” fortsætter han.
”Og under metrobanen kunne der også være boder og mindre bygninger. Den der fortætning i gadeniveau, den er jeg meget stor fortaler for”.

Ja til havnetunnel
Turen startede et andet sted, på Sundby metrostation med udsigt over Amager Fælled. Det blæser, selvfølgelig. Lige foran os græsser de sorte køer. Længere bagude ligger et skovbryn ind til de centrale dele af Amager Fælled. Står det til Lars Dueholm vil knap halvdelen af den nuværende Amager Fælled på et tidspunkt være overtaget af huse og veje.

Dels går han helhjeretet ind for planerne om en havnetunnel, som skal komme op af jorden i det sydvestlige hjørne af fælleden.

”Hvis vi vil af med alle de biler der kører igennem byen, så er det nødvendigt,” siger han.

Vi taler om Naturpark Vestamager, det store sammenhængende naturområde fra Islands Brygge til Dragør, som skal udvikles i de kommende år.

”Det er jo et enormt naturområde. Og jeg er villig til at afsætte en lille del af det til en havnetunnel. Så vi kan få rigtig mange biler og især tung trafik ud af byen. Hvis du ser på området på den anden side af vandrehjemmet, så er det jo ikke her, at du har de største naturværdier. Det er ikke mere end to år siden at det område blev gravet op og omlagt fuldstændigt.

”Der vil selvfølgelig være nogen, der vil opleve ulemper ved byggeriet. Generne skal minimeres og folk skal have nogle ordentlige erstatninger - hvis man ser på metrobyggeriet, så har Metroselskabet måske været en smule nærige med deres erstatningsbeløb.”

Mere ny by skal skyde op
Samtidig håber han at Ørestads fjerde bykvarter ved Sundby metrostation snart vil begynde at vokse frem langs Ørestads Boulevard. Her skal der, hvis det står til Lars Berg Dueholm, en dag ligge et nyt boligkvarter, en international studenterby med 10-15 tusinde studieboliger og måske et stort badeland.
Han er begejstret for ideen om en studenterby med 40-50 ’landehuse’ bygget af andre nationer.

”Eller sotre virksomheder. Så der  for eksempel kommer et Applehus og et Siemenshus.”

”Tænk dig, hvilken reklame sådan en by kunne give København. Alle de internationale studerende vil blive ambassadører for byen. Vi vil være i deres bevidsthed i mange år frem, efter et forhåbentlig godt og spændende ophold her i ungdomsårene.”

Stormfuld by
Vi cykler sydpå  med vinden i næsen. Som Ørestadbeboer kender Lars Berg Duehom udmærket til vindforholdene, og til arkitekternes massive kritik af byplanlægningen i Ørestad. Han har også nærstuderet arkitektfirmaet BCVA’s komplette forslag til ’Ørestad 2.0’, som foreslår meget mere tæt og lavt byggeri mellem husblokkene, og et bycentrum placeret lige over motorvejen og jernbanen mellem city og syd.

”Men uanset hvad, så slipper vi ikke for blæsten. Vi er omgivet af vand fra tre sider, og vinden kan blæse helt nede fra Polen, når den er i det rigtige hjørne. Men vi kan gøre en dyd ud af den. Jeg har været med til afsætte penge til en vindskulptur i Ørestad, et tårn der som et vartegn for byen skal anskue vinden som en positiv kraft i Ørestad. Vi kan også gøre det i mindre skale. For eksempel ved at sætte vimpler op, eller små vindmøller i parkerne. Vi kan vise hvad vinden kan, i stedet for at beklage os over den.”

Nu er vi nået op til Kay Fiskers Plads, hvor det altid blæser, selv om DMI lover vindstille.
”Det skyldes jo nok vinden, at der aldrig er kommet en café i Ferringbygningen. Det er simpelthen for svært at have udeservering her. Men vi arbejder videre med planerne om at omdanne pladsen, måske med læskærme eller vindbælter, måske ved at lave en nedsænket amfiscene. Det KAN godt lade sig gøre,” siger Lars Berg Dueholm.

Hvad angår visionerne om en helt ny byplan for Ørestad, i stil med ’Ørestad 2.0’ så er han positiv.
”Jeg har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at arbejde videre med ideerne. De var meget imødekomemnde, også borgmesteren, Ayfer Baykal (SF). Men der skal meget mere benarbejde til før kommunen rigtig tager det alvorligt. Det kan godt være svært at trække igang for et lille parti som vores.
”Det handler også om penge. Men se nu mit eget forslag - om hobitboerne. Det vil give nogle ejendomme, som man kan sælge. og på den måde er der noget finansiering af ideen.”

Klar til at gå all-in
Ved kommunalvalget 19. november stiller Liberal Alliance stiller for første gang op efter navneskiftet fra Ny Alliance, og for første gang med Lars Berg Dueholm som spidskandidat, efter han for to år siden skiftede fra Venstre.

”Vi går efter 5-7 mandater, og de skal bruges til at opnå maksimal indflydelse. Jeg driver dog stadig et advokatfirma med tre partnere og 25 ansatte i Randers og København. Så indtil videre er jeg fritidspolitiker. Men får vi mulighed for en borgmesterpost - så tager vi den selvfølgelig.”
Liberal Alliance på rådhuset indgår gerne aftaler med de røde partier ’hvis der kommer bare en smule borgerlig politik ud af det’.

Til forskel fra partiet på Christiansborg har Lars Berg Dueholm været med til at indgå i to budgetforlig i København, sidste år var det endda uden de andre borgerlige parter.

I år gik den dog ikke længere. Lars Berg Dueholm forlod som den første partileder budgetforhandlingerne, da Overborgmester Frank Jensen utvetydigt afviste nogen former for skatte- eller afgiftsnedsættelser i 2014. Senere fulgte V og K.

”Socialdemokraterne frygter at Enhedslisten får et kanonvalg. Derfor vil de nok give dem de største indrømmelser, og så er der ikke så meget tilbage til os andre,” løs hans analyse få dage før sammenbruddet.

lars dueholm 2013Ind i By & Havn
Hvis Lars Berg Dueholm får et godt valg, vil han også gå efter at komme ind som kommunens repræsentant i byudviklingsselskabet By & Havn, som ejer og sælger grundene i Ørestad og Nordhavn, og som er ansvarlig for områdernes byudvikling.

”Det vil være virkelig spændende, hvis jeg som den første beboer i Ørestad kan komme tæt på By & Havn, og bidrage med beboernes egne ideer på en langt mere effektiv måde, end når det skal gå gennem borgmestre og forvaltninger.”

”Samtidig vil jeg være en kritisk røst i bestyrelsen. Vi ser jo hvordan By & Havn for tiden sælger store ejendomsprojekter i Nordhavnen, men ikke en gang har kunnet sælge den mest attraktive hjørnegrund i Ørestad Syd. Jeg tror at By & Havn er i gang med kannibalisere sin egen forretning ved at prioritere Nordhavn fremfor Ørestad”, siger han.

‘Horribelt’ erhvervsklima
På rådhuset presser Liberal Alliance på for at gøre  Københavns Kommune til en mere strømlinet og ’erhvervsvenlig organisation.

”Der er da sket en smule i de år, hvor jeg har været med. Men det er som om at der er en klar politisk dagsorden blandt embedsmændene, som modarbejder forandring. Det kan være velment nok, fordi at de vil følge lovens bogstav meget nøje, men det virker kontraproduktivt i forhold til at betjene erhvervslivet i København. Hovedstaden er røget 10-12 pladser nedad på DI’s erhvervsbarometer. Det er horribelt at landets hovedstad skal ligge og rode dernede. Virksomhederne gider ikke det administrative bøvl og erhvervsafgifterne, og flytter til Frederiksberg eller Hillerød. Og har vi ikke jobs til københavnerne, så køber endnu flere af dem en bil for at komme på arbejde i forstæderne, og så får vi endnu mere trængsel.”

Og så var der lige det med parkeringen
Intet interview med Lars Berg Dueholm uden emnet parkering.

Lars Berg Dueholm var en af de første til at rejse problemstillingen omkring de høje priser på parkeringslicenser i Ørestad. Men i de sidstae fire år på rådhuset er det ikke lykkedes at  overbevise flertallet på rådhuset om de urimelige i, at folk i Ørestad betaler cirka 10 gange så meget for at have bil, som man gør i resten af kommunen.

”Det er da OK, at bilisterne i  Ørestad skal betale for deres egne parkeringshuse. Men det er ikke OK at vi også skal betale for at folk kan holde i parkeringshuse i andre bydele. Og det er tilfældet i dag. Flertallet på rådhuset betaler betydelige millioner til p-huse i brokvartererne,” saiger han.
Står det til Lars Berg Dueholm, skal alle bilister i hele kommunen betale det samme for at have bil i København. Det vil han - igen -  forsøge at få de øvrige partier til at forstå, når parkeringsforliget skal genforhandles i næste valgperiode.

”Det er åbenbart meget svært for de andre partier at finde deres fodfæste i sagen. Nogle gange stemmer V og K for en ændring, men nogle gange gør de ikke. DF er imod ændringer. Lise Thorsen fra Socialdemokraterne har været tilhænger af en ændring, men nu er hun det ikke….” Det har også været fremme, at det ville koste kommunen milliarder at ændre på parkeringsreglerne.

”Det er jo helt hen i vejret. I Ørestad er der vel et par tusinde, som har købt parkeringslicens. Hvis vi skulle lade dem betale det samme som man gør i brokvartererne, så ville det koste kommunen omkring 12 mio. kroner om året. De penge vil jeg gerne være med til at finde”, siger Lars Berg Dueholm.

 

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 6968

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk