Debat om Faste Batteri

fastebatteri plan-1Amager Vest Lokaludvalg inviterede mandag den 28. april til åbent hus-arrangement om byggegrunden Faste Batteri ved Njalsgade

Gennem adskillige år har godt syv hektar på Faste Batteri ved Njalsgade på Islands Brygge ligget ubebygget hen. Kort før påske udmeldte det Viborg-baserede Bach Gruppen, som ejer grunden, at den første bebyggelse snart ville være på vej. Nu er udviklerne klar med en ny plan, som Arkitema skal udforme. Dermed er den oprindelige samarbejdspartner BIG valgt fra.

Det fremgår af den naboorientering, som Bach Gruppen har sendt ud i forbindelse med planlægningen af det første byggeri i byggefelt H, længst væk fra metrostationen.

Faste Batteri er udformet som et sammenhængende bjerglandskab, fordelt på 124 000 m2. Hele bygningskomplekset skal huse boliger, butikker, hotel, erhverv, børneinstitutioner samt idræts- og kulturfaciliteter. Samtidig skal projektet spille en vigtig rolle i at forene de tre omkringliggende kvarterer omkring Njalsgade - Islands Brygge, Amagerbro og Ørestad Nord.

I forhold til det tidligere projekt af BIG udbredes byggefeltet, mens bygningshøjden til gengæld sænkes. De ni terrasserede bygninger, som BIG har designet, er transformeret til karréer med lejligheder og rækkehuse, som derved får private gårdrum. I Arkitemas projekt begrønnes tagterrasser og altaner med fast beplantning, mens byrummene mellem bygningerne udføres i terræn med det omkringliggende niveau.

Parkstrøget mod Statens Serum Institut og promenaden mod Njalgade indsnævres. Til gengæld etableres der tre større parklommer, og på promenaden anlægges tre reelle pladser, som skal give forbedrede muligheder for ophold og rekreative funktioner.

Vi citerer fra naboorienteringen:

fastebatteri debat"I forhold til det tidligere projekt og den gældende lokalplan nr. 456 ”Faste Batteri II” er der tale om et bredere byggefelt og dermed lavere bygningshøjde. De 9 terrasserede bygninger, som er forudsat i lokalplanen, er nu udformet som karréer med lejligheder og rækkehuse og dermed private gårdrum. Tagterrasser og altaner begrønnes med fast beplantning. Byrummene mellem bygningerne udføres i højde med det omkringliggende niveau. Parkstrøget mod Statens Serum Institut og promenaden mod Njalgade gøres smallere. På parkstrøget etableres tre større parklommer og på promenaden udføres tre reelle pladser som giver forbedrede muligheder for ophold og rekreative funktioner. Facader mod promenaden og mod parkstrøget vil indeholde udadvendte publikumsorienterede funktioner som butikker, caféer og liberalt erhverv mv. Parkstrøget og promenaden forbindes af stræder, hvor bebyggelsens laveste bygningshøjder placeres."

fastebatteri visual-1Naboorienteringen har en høringsperiode på tre uger. Læs hele orienteringen her.

Debatmødet om den nye plan fandst sted i tidsrummet 17–20 hvor lokalet på Sundholmsvej 8 var tæt pakket af interesserede lokale beboere, som benyttede sig af muligheden for at give deres mening til kende og få svar på spørgsmål. Borgerne havde direkte adgang til bygherren, arkitekterne bag forslaget, embedsmænd fra Teknik- og Miljøforvaltningen og repræsentanter for Amager Vest Lokaludvalg. Især blev udformningen af det byggeri, hvis facade vender ud mod Amager Fælledvej, heftigt debatteret.

Lokaludvalget vil nu udarbejde et officielt høringssvar, der vil indgå i det materiale, politikerne skal tage stilling til.

Det er uvist hvornår byggeriet vil gå igang, men det vil næsten helt sikkert blive opført i etaper.

"Jeg kan ikke sige, om vi har første spadestik om tre måneder eller om to år, men vi arbejder ikke meget længere fremad. Og så er det jo sådan, at når finansieringen er på plads, så skal der indsendes byggeandragende for at opnå byggetilladelse. Når man har med så stort et projekt at gøre, så er det en tidskrævende proces – også selvom vi eksempelvis lægger ud med at opføre en eller to af de i alt ni bygningskroppe. Der så mange faktorer i spil, at det ville være useriøst af mig at sætte dato på, hvornår vi har byggestart", siger Anders Bo Bach fra Bach Gruppen til Urban Danmark.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3534

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk