Milliongave sikrer fuld finansiering til Papirøen

vandkulturhus papiroenNordea-fonden støtter det kommende vand-kulturhus på Papirøen med 300 millioner. Dermed er der nu fuld finansiering til det vand-kulturhus, som Kengo Kuma & Associates / Cornelius Vöge har tegnet

• I marts 2018 afsatte Københavns Kommune midler til opførelsen af Papirøens kommende vand-kulturhus. Opførelsen af vand-kulturhuset har imidlertid været forudsat af, at der kunne opnås støtte fra private fonde på 300 mio. kr. Det er nu sket, idet Nordea-fonden sikrer vand-kulturhusets fulde finansiering.

”Med Nordea-fondens støtte kan vi nu opføre Kengo Kuma Cornelius Vöges enestående vand-kulturhus, så Papirøen også fremover vil være et helt unikt og åbent sted for alle københavnere og byens gæster. Det synes jeg er fantastisk,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

KENGO KUMA KOMMER

“Med vand-kulturhuset på Papirøen får københavnerne ikke alene flere muligheder for at svømme, såvel inde som ude, på en helt fantastisk lokation. Vandkultur-huset bliver med sin spektakulære arkitektur og placering ved havnen også et nyt kulturelt mødested, der henvender sig til alle københavnere, fra morgenbaderen til skoleklassen og foreningerne. Der skal lyde en kæmpe tak for Nordea-fonden for den generøse donation,” siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (ALT).

Verdensklasse

Nordeafonden er også begejstret for projektet:

”Vi er glade for at kunne medvirke til at realisere visionen om at opføre et vand-kulturhus i verdensklasse. Det har potentiale til at blive et vartegn for København og en nyskabende ramme for byens borgere og foreninger. Kort sagt: et hus fuld af gode liv baseret på aktivitet og fællesskab,” siger Peter Schütze, bestyrelsesformand for Nordea-fonden.

Vand-kulturhusets realisering fejres 20. juni 2018, hvor Kengo Kuma kommer til Danmark og afholder en forelæsning for studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) fra kl. 11-12. Her vil Kengo Kuma og Yuki Ikeguchi, partner i Kengo Kuma Associates, fortælle om visionerne bag det unikke vand-kulturhus.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2130

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk