København dropper P-scannerbiler

p scannerbil

Center for Parkering i Københavns Kommune kører nu de tre P-scannerbiler i garage. De er simpelthen for dårlige til at fange p-snydere

Scannerbilerne har de seneste knap to år været en del af den digitale parkeringskontrol i Københavns Kommune, men har ikke haft den forventede effekt. Samtidig er en stor del af de øvrige parkeringsbiler også afskaffet, og p-vagterne er i stedet blevet udstyret med cykler.

Da scannerbilerne blev indført som led i digitaliseringen af p-kontrollen i København, var det forventningen, at bilerne ville gøre parkeringskontrollen mere effektiv, idet de gående p-vagter på gaden ville få tilsendt information fra scannerbilerne om biler, der holdt parkeret uden betaling. Imidlertid har det vist sig, at scannerteknologien ikke har været så fuldt udviklet, som kommunen var blevet stillet i udsigt. Fx skal udstyret uforholdsmæssigt ofte kalibreres for at kunne aflæse bilernes registreringsnumre.

”Teknologien er aldrig kommet til at virke optimalt, så vi får ganske enkelt ikke nok udbytte ud af bilerne i forhold til, hvad det kræver af ressourcer at holde dem i drift. Derfor har vi valgt at droppe scannerbilerne permanent,” siger centerchef Jes Øksnebjerg.

Selv om scannerbilerne ikke har levet op til forventningerne, er parkeringskontrollen i København i dag mere effektiv end nogensinde før. Navnlig p-vagternes nye håndscannere, som også blev indført med den digitale parkering, har vist sig at være særdeles effektive. Derfor forventer Center for Parkering ingen nedgang i antal pålagte p-afgifter som følge af, at scannerbilerne er taget ud af drift.

”Vi følger naturligvis den teknologiske udvikling, og hvis der senere hen kommer mere driftsikre teknologier på markedet, vil vi på ny vurdere, om det kan være noget for os,” siger Jes Øksnebjerg.

P-vagter har fået cykler
Mens scannerbilerne er kørt i garage, er kommunens p-vagter som noget nyt blevet udstyret med cykler. Hidtil har de p-vagter, som skal udføre deres job i bydele langt fra hovedkvarteret på Islands Brygge, taget bus eller bil for at komme frem og tilbage. Men for at øge fleksibiliteten og styrke miljøet har man valgt at anskaffe tjenestecykler til p-vagterne og afskaffe en stor del af tjenestebilerne.

”Cyklen er det mest fleksible og miljøvenlige transportmiddel i en by som København. Den enkelte p-vagt får større frihed, og arbejdsgangene bliver mere effektive, når de kan cykle rundt i byen frem for at bruge bil eller offentlige transportmidler. Så på denne måde får vi både styrket vores miljøprofil samlet set, og p-vagterne får en mere fleksibel arbejdsdag,” siger Jes Øksnebjerg.

parkering

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2031

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk