• Redaktionen
  • Kultur

Ørestad Kulturdage bliver grønne

mira margaritha cordsen 9398Green Living i Ørestad. Det er temaet for Ørestad Kulturdage i år, som Mira Cordsen fra Experience Ørestad er projektleder på

• Forberedelserne til årets Ørestad Kulturdage foregår i en arbejdsgruppe, der består af Grundejerforeningssekretariatet, som fremover fungerer som paraply for Kulturdagene, By og Havn, Ørestad Bibliotek og Experience Ørestad.
Ørestad Kulturdage er rykket en uges tid frem i kalenderen, så den nu foregår 29. – 31. august. Og så har den fået det smarte logonavn “ØX14”.

Jord under neglene og urter på taget
Mira Cordsen skal være projektleder for kulturdagene. Hun for i Stepperne i Ørestad Syd og startede for et år siden sin egen virksomhed Experience Ørestad, som arrangerer guidede ture og oplevelser i Ørestad.
“Jeg glæder mig over, at komme endnu tættere på  bylivet i Ørestad, lære bydelens mange aktører i endnu bedre kende, og ikke mindst glæder jeg mig over, at udvikle nogle af de spændende kulturelle aktiviteter under Kulturdagene, der i år har temaet Green Living,” skriver Mira Cordsen på sin hjemmeside.

metrohave 5Hun mener at Green Living allerede er en integreret del af hverdagen for Ørestadbeboerne, hvor en grøn og bæredygtig livsstil ikke er et kompromis med levevilkårene, men en forbedring.
“Ørestadsbeboere har jord under neglene, da de dyrker gulerødder under metrohøjbanen og får krydderurter til at slå rødder på de grønne og Co2-nedsættende hustage. Bella Center har bistader på taget, og bierne passes af Koefod Skole. Den lækre byhonning nydes af Bella Skys gæster. Hos Urbane Haver i Ørestad Syd er ventelisten lang, og fra haverne er der endda udsigt til verdens grønneste hotel Crowne Plaza. Crowne Plaza ansætter unge, der har svært ved at komme i job. Hotellet bidrager på denne måde til social bæredygtighed. Chokoladerne smager måske lidt af kartoffel, da indpakningen er lavet heraf,” forklarer Mira Cordsen.

Gør Det Selv festival
Ørestad Kulturdage skal arrangeres, afholdes og fyldes med arrangementer af de lokale foreninger og ildsjæle selv. Derfor er programmet langt fra færdigt. Men i de kommende måneder vil alle interesserede få mere at høre fra arbejdsgruppen og Mira Cordsen.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 1818

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk