jette rydahl”Jeg vidste bare, at den skulle foregå på Amager!” siger Jette Rydahl, som i de sidste tre år har skrevet på ungdomsromanen ’Lokket’. Nu er bogen udkommet hos forlaget Turbine

•Jette Rydahl har de sidste 20 år boet nær Amager Strand sammen med sin mand og deres tre sønner. ’Lokket’ er hendes debut, og den foregår på Amager.
Hendes bog handler om Johan, som går i 8. klasse. I bogens start vender hans barndomsven Julie tilbage til Amager efter et år på Fyn. Julie har altid været dominerende i deres venskab, men nu har hun også fået former, så hendes magt over Johan er ikke blevet mindre.
Mens Julie har været væk, er Johan ellers blevet gode venner med Jacob, men hverken Jacob, fodbold eller Xbox er interessante for Johan længere, efter at Julie er vendt tilbage. Desværre bliver den irriterende flotte Bertram fra parallelklassen, som alle pigerne er vilde med, også ved med at komme i vejen. Og Jacob opfører sig mere og mere mærkeligt, jo mere Julie trænger tilbage i Johans liv. Julie har taget sin nye veninde Eva med fra Fyn. Hun forelsker sig i Johan, der dog stadig kun har øjne for Julie.

jette rydahl lokket forsideFraværende forældre
Johan ender som kastebold mellem dem alle sammen og mellem sine følelser for dem og for sig selv. Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Vil Julie være kærester med ham, eller udnytter hun ham bare? Hvad sker der med Jacob? Er han jaloux? Og er Eva måske alligevel lidt interessant, selv om hun ikke er Julie-lækker? Og hvorfor skal Johans far altid vaske hænder? Og hvorfor lader Johans mor bare, som om alting er helt normalt med faren? Er det måske Johan selv, den er gal med?
”Karaktererne i bogen er helt almindelige unge, men deres forældre er ikke nærværende. Forældrene har nemlig deres eget at kæmpe med. Det er den slags unge, der på overfladen ser ud til at trives. De har pænt tøj på, og madpakken er med i tasken. Men under overfladen er der noget, der er sværere at håndtere, fordi de mangler nogen, som kan guide dem,” fortæller Jette Rydahl.

Tre år undervejs
Skrivekunsten er en ny retning i Jette Rydahls liv.
”Jeg kom i gang med at skrive for tre år siden, efter at have læst rigtig meget højt for mine sønner. En aften læste jeg en bog for dem, hvor jeg tænkte, at sådan ville jeg også kunne skrive. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gribe det an, så jeg meldte mig til et online skrivekursus”.
”Der var en del der skrev derinde, der kendte hinanden og som kommenterede på hinandens tekster. Jeg kom med i et  skrivefællesskab, og det førte igen til at jeg meldte mig til et skrivekursus og lærte en masse om, hvordan man skriver en tekst, så andre har lyst til at læse den,” fortæller Jette Rydahl.

Svært at skrive til unge
En af de største udfordringer ved at skrive bogen har været målgruppen, som er fra 13 år og op.
”Der sker jo utroligt meget med unge på ganske få år, og så ville jeg gerne have, at historien skulle være spændende både for de 13- og for de 16-årige, men uden at overskride nogens grænser. Desuden skulle den tale til både piger og drenge.”
Det, der optager hende mest er relationer:
”De spil, som kører mellem mennesker, og de magtkampe, der ofte ligger skjult. I det hele taget at skildre rigtige mennesker. Mennesker, der begår fejl, og mennesker, som ikke kun enten er gode eller onde. Og dem er der en del af i ’Lokket’,” siger Jette Rydahl.

Elsker Ørestad og Amager
De sidste ni år har hun arbejdet som sagsbehandler i Sundhedsstyrelsen, der ligger på Islands Brygge. Før det arbejdede hun som produktudvikler hos De Danske Spritfabrikker på Langebrogade og så har hun også været en del af ensemplet på Amager Scenen (teatret der lå ved Amager Centret), indtil de lukkede.
Hun har også tilknytning ti Ørestad gennem sine forældre, som flyttede ind i Ørestad Nord som nogle af de første i 2004. Hendes far, Per Rydahl Kristensen, var formand for og med til at starte Ørestad Kulturforum. Han døde i 2009. Men Jette Rydahls mor bor fortsat på Rued Langgaards Vej i Ørestad Nord.
”Jeg cykler gennem både Ørestad og fælleden dagligt for at komme på arbejde. I Ørestad er der hele tiden noget nyt der bygges, og på fælleden ser man at årstiderne skifter. Amager er en skøn blanding af by og land og alle mulige befolkningsgrupper, og jeg bliver aldrig træt af at bo her.”