• Redaktionen
  • Kultur

Til forpremiere på ‘EN-TO-TRE-NU’

en to tre nu 2699Der er fart over ny dansk film lavet over kendt dansk roman. Men filmen tager samtidig fat om et tungt emne, der hvert år bliver aktuelt i mange familier

• Sal 2 i Field’s Biograf var fyldt i mandags, da biografen viste en forpremiere på den nye danske film ”EN-TO-TRE-NU” (premiere 4. maj). Filmen er en filmatisering af Jesper Wung-Suns ungdomsroman af samme navn, som udkom i 2001 og er læst af tusindvis af unge. Så mange vil sikkert kende både handling og slutning, når de går ind og ser filmen.

Men de, der ikke kender bogen, skal gøre sig klar til en følelsesmæssig rutsjetur. For filmen ’EN-TO-TRE-NU’ kan i starten minde lidt om en Krummefilm for teenagere, men efter 10-15 minutter ændrer alting sig og instruktør Barbara Topsøe Rothenborg viser, at ungdomsfilm også kan behandle alvorlige, gribende emner.

Hovedpersonen Cecilie lider nemlig af kræft, da hun møder Jeppe, og deres forelskelse kommer til at handle om at forholde sig til døden, og at nå alting inden det er for sent.

en to tre nu biografSkuespillerne trådte frem
Efter filmen trådte instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg frem foran lærredet sammen med de to hovedrolleindehavere, Nikolaj Groth og Clara Rosager. Instruktøren startede med at rose de to unge skuespillere, dels for deres præstation som skuespillere, men også for at have arbejdet hårdt under den kun fem uger lange optagetid.

”Vi havde tit 14 timers arbejdsdage, både på Fyn og Gran Canaria, men Nikolaj og Clara klarede det fint”.

I filmen er Jeppe elitespiller i basketball. En biografgæst spurgte Nikolaj, om han havde spillet meget basketball før han fik rollen.
”Faktisk overhovedet ikke! så jeg måtte straks igang med at øve, og det gik ad helvedes til. Indtil jeg fik en personlig træner og blev tilknyttet et hold. Jeg trænede næsten hver dag i fire måneder, før optagelserne startede. Og det håber jeg, at I kan se!” sagde Nikolaj Groth.

Alvorligt syge med livsenergi
En anden spørger ville gerne vide, hvordan Clara Rosager havde forberedt sig på at spillle en ung pige, som er ramt af kræft.

”Jeg har aldrig selv været tæt på døden eller alvorligt syg. Så jeg var nervøs! Men sammen med Barbara tog jeg ind og besøgte nogle kræftsyge piger på Rigshospitalet. Det var også svært at komme der for at spørge dem ud, men jeg oplevede med det samme at de var galde for at tale med os, og fyldt med livsenergi. Det var fantastisk at opleve, at man kan være så positiv, selv om man er så syg. Det var jeg taknemmelig for at opleve, og det hjalp mig i arbejdet med min karakter”, sagde Clara Rosager.

Barbara Topsøe-Rothenborg håber at filmen kan være med til at sætte vores tabuer omkring alvorligt syge til debat.

”Vi er jo mange, der oplever livstruende sygdom tæt på os selv. Så hvordan håndterer vi det. Skal vi tale om døden med det samme, eller tage skyklapper på, at tro at det nok skal gå godt? Det er noget, som vi virkelig håber at filmen kan være med til at vi taler mere om”, sagde hun.

’EN-TO-TRE-NU’. Produceret af Regnar Grasten Film. Instruktion: Babara Topsøe-Rothenborg. Medvirkende: Clara Rosager, Nikolaj Groth, Jens Jørgen Spottag, Susanne Storm, Lukas Løkken m.fl. Premiere: 4. maj 2016.

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 10818

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk