Fire almene boligselskaber skal bygge i Vejlands Kvarter

vejlands kvarter masterplan oversigtBoligselskaberne fsb, Bo-Vita, KAB og DFB/Domea.dk er udpeget til at bygge de godt 500 almene boliger i Vejlands Kvarter. De første byggerier kan starte næste år.

Bo-Vita skal opføre områdets plejeboliger,150-200 familieboliger bygges af fsb og DFB/Domea.dk. Desuden skal KAB skabe Vejlands Kvarters 'almene storbylandsby'. Den skal være et mix af almindelige familieboliger og mindre sociale boliger, hvor psykisk sårbare mennesker, der f.eks. tidligere har levet på gaden, kan få et trygt hjem og et unikt fællesskab med de øvrige beboere.

Pia Von Benzon, der tiltræder som formand i DFB i slutningen af november, ser den mangfoldige ’storbylandsby’ som et sted for mennesker med forskellige udfordringer, forudsætninger og talenter.
"Et bæredygtigt boligområde såvel socialt som miljømæssigt, hvor der er vægt på fællesskab og hvor også naboer til kvarteret og andre udefra vil oplever det som et naturligt sted at komme og nyde naturlivet,” siger hun,

Efter planen skal boligerne bygges over de næste seks til ti år. Vejlands Kvarter udgøres af tre landsbyer - eller nabolag -  omkranset af natur og med hver deres gadekær. Familieboligerne bygges i Nabolag C og påbegyndes i løbet af 2021. Dernæst følger plejeboliger og storbylandsby omkring 2022, og de resterende familieboliger i nabolag B i løbet af 2024.  
Igangsættelsen af det almene byggeri er afhængig af godkendt lokalplan og VVM for Vejlands Kvarter. Det er forventningen, at endelig lokalplan og VVM vil blive forelagt politikerne i Københavns Borgerrepræsentation primo 2021. Det er endnu ikke muligt at skrive sig op til boligerne.

Det er byudviklerne By & Havn og PensionDanmark som har udpeget de fire almene boligselskaber som samarbejdspartnere. By & Havn har i forvejen været med til at opføre omkring 1900 almene boliger i sine byområder siden år 2000.  

"Vi har oplevet en stor interesse for at bygge almene boliger på Vejlands Kvarter, og de fire valgte kandidater har vist stor idérigdom og alsidighed - og så er de ligesom os klar til at gå forrest, når det gælder bæredygtighed, og noget så unikt som at blive en del af Københavns første bydel med træ som det gennemgående byggemateriale," siger adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

PensionDanmark opfører selv kvarterets øvrige cirka 1500 private boliger. Men også her vil der være tale om relativt billige boliger og en varieret beboersammensætning, siger  direktør i PensionDanmark, Marius Møller.

"Blandingen af almene og private boliger på Vejlands Kvarter sikrer en mangfoldig beboersammensætning, hvor også de private boliger er til priser, som den studerende, sygeplejersken og håndværkeren kan betale. Dertil kommer private studieboliger som muliggør en fortsat udvikling af København som studieby. Endelig vil vi opføre private fællesskabsboliger, som kommer til at facilitere temaer som madlavning, natur og fritidsaktiviteter og er en efterspurgt boligform, der er med til at reducere ensomhed," fortæller han.

De fire udvalgte boligselskaber vil nu blive inviteret ind i et tværfagligt samarbejde om den videre udvikling af Vejlands Kvarter, den såkaldte integrerede designproces, hvor også projektets arkitekter, Stadsarkitekten, totalentreprenører, øvrige rådgivere og projektselskabet for Vejlands Kvarter sidder med. 

Vejlands Kvarter kommer til at rume 2000 boliger, skole, plejehjem, daginstitutioner og supermarked.

 2351 høringssvar til Vejlands Kvarter

Vil Vejlands Kvarter kunne leve op til de skyhøje ambitioner? 

Vejlands Kvarter: 3 landsbyer med træhuse og gadekær

Vejlands Kvarter, fælledby

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2215

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk