Motorvejen skal udvides

motorvej udvidelse 2021Der kører dagligt cirka 100.000 biler på motorvejen gennem Ørestad. Regeringen vil nu udvide med to spor. Støjbelastning skal 'ikke forøges i forhold til i dag'.

Regeringens nye infrastrukturplan vil afsætte 600 mio. kroner til at udvide Øresundsmotorvejen og Amagermotorvejen. Allerede nu er der kapacitetsudfordringer på Øresundsmotorvejen, og de bliver kun større i fremtiden, mener regeringen.

Den mest belastede strækning på Øresundsmotorvejen er den vestligste del med afgreningerne mod Amagermotorvejen og København C, hvor dagligt ca. 100.000 køretøjer benytter motorvejen. Planen er nu at udvide Øresundsmotorvejen med et ekstra spor i hver retning fra Vestamager til Københavns Lufthavn - altså gennem Ørestad. Her skal strækningen udvides fra to til tre spor i hver retning.

I den vestlige del ud mod Kalvebodløbet men inden afgreningerne til Amagermotorvejen og København C, skal motorvejen udvides fra tre til fire spor i hver retning. Samtidig udbygges tilslutningsanlæg og sammenfletningen med Amagermotorvejen.

"Formålet med udvidelsen er at afhjælpe eksisterende og fremtidige kapacitetsudfordringer på strækningen. Herudover vil en udvidelse afhjælpe trafiksikkerhedsmæssige udfordringer," skriver Transportministeriet.

Flere biler og flere vejspor giver mere støj. Men det vil infrastrukturplanen tage højde for, står der i planen: 
"Som led i projektet er der indregnet tiltag, der sikrer, at støjbelastningen af boliger langs Øresundsmotorvejen ikke forøges i forhold til i dag".

Amagermotorvej skal have 8 spor ud mod Avedøre Holme.
Men udvidelsesplanerne stopper ikke her. Amagermotorvejen fortsætter over Kalvebodbroen til Avedøre Holme. Strækningen er en af Danmarks mest belastede med 120.000-130.000 køretøjer om dagen. Her er der i mormale tider uden corona lange bilkøer hver dag. Og motorvejen er meget følsom over for uheld og andre trafikale hændelser.
Derfor vil regeringen lave en markant udvidelse af Amagermotorvejen for ikke mindre end 1,7 mia. kr..
Projektet indebærer blandt andet, at Amagermotorvejen udbygges til 8 spor ved inddragelse af nødsporene, og at den nuværende motorvej suppleres med parallelle fordelingsveje á 2 kørespor i begge retninger på strækningen mellem Motorvejskryds Avedøre og Kalvebodbroerne. Desuden etableres 4 kørespor på strækningen fra Kalvebodbroerne til afkørsel 'TSA 20 København C' ved inddragelse af nødsporene.
"Amagermotorvejen fungerer i vid udstrækning som en udvekslingsstrækning mellem bl.a. Motorring 3 og Øresundsmotorvejen, og der er derfor et positivt samspil med betydelige trafikale gevinster ved en samtidig udbygning og håndtering af flaskehalse på de tre strækninger. Som led i projektet opsættes ca. 8 km støjskærme, der vil reducere antallet af støjbelastede boliger væsentligt," skriver Transportministeriet.

trafik, øresundsmotorvej, amagermotorvej

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 5463

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk