Trafikheller skal gøre skoleveje tryggere
Trafikforholdene for elever på Kalvebod Fælled Skole er ikke trygge og sikre. Nu kommer der 'krydsningsheller' i to vejkryds.
De skal bl.a over krydset Ejler Billes Allé /Richard Mortensens Vej, og forbi udkørslen fra P-huset på Robert Jacobsens Vej. Mange skal også over krydset Asger Jorns Allé / Richard Mortensens Vej. Teknik- og Miljøforvaltningen vil nu opsætte såkaldte krydsningsheller i de to kryds. Og foran udkørslen til P-huset opsættes der cykelstativer, der udover at forbedre cykelparkeringsmulighederne i området, også leder cyklister og fodgænger udenom indgangen, så de udkørendes oversigtsforhold forbedres. Projekterne forventes af være klar i 2022.
Teknik- og Miljøforvaltningen har være i dialog med alle skolerne i Ørestad for at finde de trafikale udfordringer på elevernes skoleveje, særligt hvad angår trafiksikkerhed og tryghed. Udfordringerne er forskellige fra skole til skole, men generelt gælder at eleverne skal krydse veje, der føles utrygge at krydse. Desuden opstår der kaos i morgentimerne ved indgangene til skolerne, når børn bliver afleveret, særligt når forældre foretager uhensigtsmæssige U-vendinger. Det skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i en intern høring, som amager Vest Lokaludvalg har deltaget i.
LÆS OGSÅ: Debatindlæg: Mere sikker skolevej ved Kalvebod Fælled Skole
Lokaludvalget er nogenlunde tilfreds med de planlagte ændringer.
"Det har været en god og løbende dialog om skolevejen mellem forvaltningen, skolen og lokaludvalget. Resultatet er tre tiltag, som vil øge trafiksikkerheden og trygheden omkring Kalvebod Fælled Skole. Et helleanlæg i krydset Asgers Jorns Allé - Richard Mortensens Vej er et skridt i den rigtige retning, selvom krydset stadig er overdimensioneret, og forslaget kun giver fuld beskyttelse til de bløde trafikanter på den ene side af krydset. Vi forventer også, at forvaltningen går i dialog med de lokale grundejerforeninger, før der udføres arbejde på private fællesveje," skriver lokaludvalget.
trafik, skole, kalvebod fælled skole
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2717