• Redaktionen
  • Business

Gymnasiet skaber 'Changemakers'

gymnasium allan amalie02Ørestad Gymnasiums Changemakerprogram skal skabe bedre studiemiljø og uddanne eleverne i engagement og medansvar. Changemakerne vil også gerne i kontakt med Ørestads virksomheder

• Ved årets dimmisionsfest på Ørestad Gymnasium blev der ikke kun uddelt eksamenbeviser til de glade studenter. Omkring 20 elever fik desuden et diplom som Changemakers. De havde deltaget i gymnasiets Changemakerprogram, og diplomet er et konkret bevis på at de ikke kun har bestået studentereksamen, men også udviklet kompetencer i ledelse, afvikling af events, socialt ansvar og demokrati.
"Changemakerdiplomet dokumenterer at eleven harudviklet sig til leder log forandringsagent. Og diplomet kan faktisk bruges til at få studiepladser i udlandet eller legater," siger rektor for Ørestad Gymnasium, Allan K. Andersen.
Changemakerprogrammet blev indført sidste år, efter inspiration fra det internationale skolenetværk ASHOCA, som arbejder med socialt entreprenørskab. Eneste danske medlemmer, som er blevet optaget, er Ørestad Gymnasium og True North.
"Der er brug for en ny form for dannelse til den verden vi lever i nu. Det er fint at være fagligt dygtig, men man skal også være engageret i sin omverden," siger Allan K. Andersen.

90 elevrepræsentanter
Et andet vigtigt aspekt ved  changemakerprogrammet er, at Ørestad Gymnasium har udvidet elevdemokratiet kraftigt. Der er nu 3 klasserepræsentanter fra hver klasse og ialt 90 elevrepræsentanter på skolen. Nogle af dem har fokus på elevrådet, andre på de sociale forhold i klassen.
"Som forholdsvis ny skole har vi skullet opbygge vores egne traditioner. Men i vores tid er ungdomsmiljøet meget fragmenteret. Der var ikke interesse for store samlinger og møder. Derfor har vi nu lavet digital fællessamling på nettet, og udvidet elevdemokratiet kraftigt", forklarer Allan K. Andersen.
Desuden er der oprettet en vildtvoksende skov af underudvalg, hvor hver elev kan finde sine egne interessefællesskaber. De 20-30 elevstyrede udvalg har navne som Lorry-udvalget, OEGrøn, Gaming-udvalget, Amnesty, LGBT, OEG Foto og OEG Events. Forleden var der  'Udvalgscafé' hvor alle de nye elever kunne melde sig ind.
"Jeg synes allerede at vi har fået en helt anden stemning på skolen. Der er langt mere fællesskab og liv nu," mener rektoren.

Meget sjovere
Amalie Friis Heinrich går i 3.g og er en af skolens Changemakers. Hun er både er klasserepræsentant, formand for samlingen og medlem af syv udvalg. Forleden var hun med til at lave en 'take-over' af TV Lorry - det var hendes funktion at få styr på nyhederne som chefredaktør. Hun er formand for OEGrøn, som laver events og møder om madspild, ressourceforbrug og CO2. Gymnasiet har støttet udvalget ved at hente ekspertviden ind fra organisationen Ung Energi.
"Det er blevet sjovere at gå på skolen. Vi har fået en anden ejerfornemmelse til gymnasiet. Og vi kender hinanden langt bedre på tværs af klasser og årgange," siger Amalie Friis Heinrich, som "Changemakerprogrammet er et klart plus for mig. Og hvis jeg får et diplom, kan jeg sætte det på mit C.V. og bruge det i udlandet," siger Amalie.

Ørestads virksomheder
For Allan K. Andersen vil det naturlige næste skridt i udviklingen af Changemakerprogrammet, være et tættere samarbejde med Ørestads virksomheder. Gymnasieat er allerede medlem af ØICC, Ørestad Innovation City Copenhagen. Herigennem skal der skabes kontakter og laves events for elever og virksomheder.
"Vi har en ambition om at være i kontakt med omverdenen og deltage i forandringer. Der er mange ressourcer at finde mellem husene her i Ørestad. Nu gælder det om at kommme ind i husene," siger Allan K. Andersen.
Gymnasiet vil gerne bruges i virkelige projekter og forløb. Som da eleverne lavede en 'take-over' af TV-Lorry.
"Man kunne se at  der skete noget inde i dem. Det var ikke bare en prøve. De var på for alvor, og tog opgaven vildt seriøst. Sådan nogle oplevelser vil vi have langt flere af, og det kan vi få ved at samarbejde med de mange spændende virksomheder her i Ørestad".

gymnasium, ØICC

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 2537

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk