Sofia overvejer at flytte Moo Moo væk fra Porthuset
Isbaren Moo Moo Bar i Ørestad City har været særdeles udfordret på det seneste og overvejer at opgive lokalerne på Ørestad Boulevard. Samtidig udvides der med to filialer.
Først kom HOFOR og skulle lægge fjernvarme ned, så kom coronakrisen, hvor folk blev hjemme, og senest er der varslet en betydelig huslejestigning. De mange trængsler for isbaren Moo Moo Bar på Ørestad Boulevard har sat indehaver Sofia Denoux Hansens tålmodighed på prøve.
"HOFORs absurde anlægsarbejde har larmet så højlydt, at det hverken var til at holde ud for kunderne, eller for os der stod i butikken. Der var et kæmpe kaos foran vores butik, men vi kan ikke få kompensation for den tabte omsætning", siger hun.
Da Coronakrisen kom valgte Sofia at beholde sine medarbejdere.
"Jeg har hele tiden checket om de alle var OK, og bedt dem om at blive hjemme, hvis de havde de mindste symptomer," siger Sofia.
Isbaren er også begyndt at levere is til døren. Det har givet fremgang i salget. Sofia står selv for leveringen, da hun ikke vil udsætte sine medarbejdere for unødig risiko.
Huslejeforhøjelse
Midt i coronakrisen præsenterede administrationsselskabet Taurus Moo Moo Bar for en huslejestigning på 1800 kroner om måneden fra marts måned. Sofia har været i dialog med selsskabet, der kun vil udskyde huslejen i en måned.
"Vi mener, det er noget svineri i sådan en tid som denne. Nu søger vi en ny lejer der kan overtage vores lejemål, så vi kan flytte i noget billigere og større. Vi er bl.a. i dialog med det nye byggeri foran Field's,” siger Sofia, som også har indledt et samarbejde med Roots Café i 8TALLET i Ørestad Syd, hvor man nu kan få Moo Moo is.
Ny filialer
De mange udfordringer til trods, så har Sofia også haft tid til at åbne isbutik på Vesterbrogade, og en butik på Kongelundsvej er også på vej.
"Der vil naturligvis være is i rigtig mange varianter, kaffe og friskbagte kager hver dag. Men senere på året vil vi også præsentere et nyt koncept med tapas og vin om aftenen, da vi har en dejlig terrasse ude foran butikken."
"Mange af vores kunder har sågar skrevet flotte og søde beskeder til os, hvori de spørger til, hvordan vi har det, hvilket naturligvis varmer os i hjertet. Og svaret er ja, de sidste 2 uger har vi oplevet fremgang, og vi klarer os rigtig fint."
Moo Moo Isbar. Ørestads Boulevard 61B. Tirsdag-søndag kl. 11-19.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2312