Håb for åben is i skøjtehal
Torsdag 6. maj holdt bestyrelsen fra Copenhagen Falcons møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor blandt andet bestyrelsen fra Ørestad Skøjtehal og Dansk Ishockey Union også deltog. Her tog man et nyt skridt i sagen, da Kultur- og Fritidsforvaltningen nu vil tage dialogen op og kigge på, om de involverede parters ønske om, at Ørestad Skøjtehal skal holde åbent resten af året, kan lade sig gøre.
”Kommunen skal nu bruge 14 dage på at undersøge, om vores forslag kan vedtages. Hvis det bliver et ja, kan vi gå på is igen til august og have en normal sæson i 2021/2022. Vi er optimistiske, men som sagt er vi ikke blevet lovet noget endnu,” siger Formand for Copenhagen Falcons, Kent Søndergaard.
Hvor meget af forslaget, der kan lade sig gøre, finder vi først ud af, når forvaltningen altså har vurderet det, efter de har været i dialog med Byggeri København og Københavns Ejendomme og Indkøb, der står for den kommende renovering.
I et svar til Kultur- og Fritidsudvalget fredag den 7. marts skriver forvaltningen:
”Der var torsdag dialogmøde om den kommende renovering af Ørestad Skøjtehal med de 3 berørte klubber. Der var ret massiv kritik af forløbet og den foreløbige tidsplan, som tager udgangspunkt i en renovering i efteråret. Kultur- og Fritidsforvaltningen er nu i dialog med Byggeri København og Københavns Ejendomme og Indkøb om mulighederne for at placere renoveringen til næste sommer. Forvaltningen vender tilbage til udvalget, så snart der er nyt i sagen.”
De Konservative er gået ind i sagen
Ovenstående notits kommer efter, at Karina Bergmann (K), der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget har valgt at gå ind i sagen og presse på for, at de berørte klubber kan få lov til at bruge noget af hallen i løbet af sommeren og resten af året trods den planlagte renovering, og at tidsplanen optimeres så meget som muligt. Desuden vil hun kæmpe for, at hallen i fremtiden kan bruges hele året:
”Jeg vil tage initiativ til at bestille et budgetnotat på en planlægningsbevilling for helårs-is. Byen har så lidt skøjtekapacitet, at vi ikke kan tåle, at noget af den ikke er i brug," siger hun til Ørestad Avis.
For at dette kan lade sig gøre, skal der netop afsættes flere midler, da hallen ikke er bygget til helårsbrug. Det skriver Kultur- og Fritidsforvaltningen i en mail: ”Anlægget er kun lavet til at køre halvdelen af året. Hvis helårsis skal være en mulighed i fremtiden, skal der afsættes midler i budgettet til ombygning og drift af skøjtehallen.”
Nedlukning efter nedlukning
Klubbernes opråb kommer efter, at Københavns Kommune vil lukke skøjtehallen i seks måneder, netop som den er genåbnet efter coronakrisen. Imens skøjtehallen var nedlukket, er den blevet gennemgået af Københavns Kommune og dens rådgivere, og der er blevet opdaget fejl og mangler tilbage fra da skøjtehallen blev bygget i 2009. Blandt andet er der fejl og mangler på køleanlægget, som køler isen ned.
Hvorvidt der bliver mulighed for at rykke rundt i budgettet, og om Ørestad Skøjtehal kan holde åbent resten af året alligevel, finder vi altså ud af inden for de kommende to uger, hvor parterne skal finde frem til en løsning. Hos Copenhagen Falcons er man nervøse for klubbernes fremtid, hvis der ikke sker en ændring i planerne:
”For os er det intet mindre en katastrofalt, og vi er meget nervøse for klubbens fremtid, hvis kommunen gennemfører deres plan om helt at lukke hallen indtil 2022,” fortæller Kent Søndergaard, formand for Copenhagen Falcons.
ørestad skøjtehal, copenhagen falcons, ørestad skøjteklub, corona
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 5550