Region Hovedstaden skal have et ungt spark!

Tre unge kandidater til regionsrådet i Region Hovedstaden har givet hinanden hånden på at de vil tage et opgør med embedsmændenes magt, de gamle politikere og det manglende fokus på unge mennesker

• Regionsrådsvalget står for døren. Den 21. november skal det afgøres hvordan landets fem regioner skal ledes og udvikles i de kommende fire år.
Umiddelbart lyder det som en beslutning der burde interessere de fleste mennesker. Men alt for mange finder regionsrådene kedelige, teknokratiske og uigennemskuelige – især de unge. Det går udover valgdeltagelsen.

Ældre mænd fylder godt
Det har tre unge kandidater til regionsrådsvalget i Region Hovedstaden nu taget konsekvensen af.
Isabella Sara Sarchar (DF), Maria Gudme (S) og Camilla Søe (V) og  er trætte af at embedsværket sidder tungt på regionsrådet, at de unge er blevet glemt i politikudviklingen og de ældre mænd fylder godt i rådets sammensætning.
"Vi har givet hinanden hånden på at vi vil forandre Region Hovedstadens måde at lave politik på. De er unge er stort set væk i debatten og alt handler om systemer og processer," udtaler Camilla Søe (V).

Står sammen efter valget
Isabella Sara Sarchar (DF) forsikere, at trekløveret vil fortsætte med at arbejde sammen efter valget, uanset forskellene i deres politiske holdninger:
"Vores tværpolitiske håndtryk er alvorligt ment. Bliver vi alle tre valgt til regionsrådet i Region Hovedstaden vil vi stå sammen om at gøre op med den gamle politiske kultur”.
Allerede i valgkampen vil man kunne se begyndelsen på de tre kandidaters samarbejde. De vil besøge ungdomsuddannelser sammen, deltage i debatter sammen og forsøge at nå ud til de unge vælgere på gader og stræder.
"Vores mål er klart: Flere unge på vores alder skal kunne identificere sig med det der foregår i Region Hovedstaden. De skal føle at der bliver lyttet, at den politiske proces er gennemskuelig og interessant og embedsværket ikke er dukkeførere for politikerne," afslutter Maria Gudme (S).

Valget til Regionsrådet finder sted sammen med kommunalvalget 21. november. Ingen af de tre er medlemmer af rådet i dag. Camilla Søe står som nummer seks på Venstres valgliste. Maria Gudme er nummer ni hos Socialdemokratiet, og Isabella Sara Sarchar er nummer seks hos Dansk Folkeparti.

regionsråd, politik

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3134

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk