Opera fra altanen og dukketeater i p-huset
Ørestad Kulturdage ØX15 er klar med programmet for tre dage med over 40 arrangementer i bydelen
• Dukketeater i et parkeringshus, en operasanger der synger fra en Ørestadsaltan og kinesisk strubesang på Tietgenkollegiet.
Det er blot nogle af de oplevelser Ørestad Kulturdage tilbyder i år. 28.-30. august. Programmet er på vej ud i postkasserne, og her kan man læse om over 40 forskellige aktiviteter i både Ørestad Nord, City og Syd.
Kulturdagene byder på fire forskellige teaterforestillinger, blandt andre børne- og voksenforestillingen ’Ebbe Skammelsøn’ af Quasi Teater, som rykker ind i Parkeringshuset på Robert Jacobsens Vej. Forestillingen er en musikalsk modernisering af den danske folkevise om ulykkelig kærlighed mellem ridder og adelsfrøken. Både romantik, jalousi og blodige opgør formidles til publikum med dukker og sang, så både store og små kan være med.
”Jeg glæder mig til at opsætte ’Ebbe Skammelsøn’ i parkeringshuset. Det giver altid noget ekstra til fortællingen og oplevelsen at arbejde med byrummets egne kulisser”, Marie Møller, kunstnerisk leder Quasi Teater.
CampusCup
Et andet nyt indslag i kulturdagene bliver CampusCup, den årlige kapsejlads i kajakker på Emil Holms Kanal. Deltagerne er studerende i Ørestad, men alle kan få mulighed for at præve kajakkerne på en forhindringsbane.
En anden vandaktivitet bliver en workshop, hvor man kan bygge sin egen husbåd af alle mulige materialer sammen med billedkunstner Serine Sinding Yde og arkitekt Julie Dufour.
SpilZonen i Ørestad
I samarbejde med Ørestad Bibliotek opretter Ørestad Spil i år en fælles SpilZone i Byparken med muligheder for at spille f.eks. Magic kort, kæmpeskak, kæmpemikado, hyggelige brætspil og andre sjove familiespil. Ørestad Marked, som er med i kulturdagene for første gang, donerer 50 kr. pr. solgt stand til Ørestad Spil.
”Jeg synes, det er fantastisk, at så mange lokale aktører, herunder seks lokale foreninger i Ørestad, er med i Kulturdagene i år. Det styrker i høj grad Kulturdagenes fundament”, siger Mira Margaritha Cordsen, projektleder for ØX15.
Nordisk Film forpremiere
Nordisk Film Fields er også med i kulturdagene. Biografen giver Ørestads borgere mulighed for at se den nyeste Far til Fire-film en hel måned før premieren i biograferne.
Også filmen ’Krigen’, med Pilou Asbæk i hovedrollen, kan du komme til forpremiere på. Den handler om soldaten Claus, som er udstationeret i Afghanistan.
Instagram konkurrence
Alle som vil kan deltage i fotokonkurrencen ”Byen som Kulisse” under ØX15. Det bedste billede giver vinderen et gavekort på 500 kr. til Field’s. Billederne skal hashtagges med #ØX15. Under kulturdagene bliver alle disse fotos transmitteret direkte på ’Mosaikken’ på Ørestad. Konkurrencen starter allerede 24. august.
ØX15. 28 – 30 august i Ørestad Nord fredag, Ørestad City lørdag og Ørestad Syd søndag. Mad og drikke fra madvogne mm. alle dage. Se mere påwww.orestadkulturdage.dk
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 1858