Ørestad-skole i 2008
Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune har vedtaget at oprette den første folkeskole i Ørestad fra 2008. To børnehaveklasser skal starte i ledige lokaler på Skolen på Islands Brygge. Samtidig laves der om på skoledistrikterne på det vestlige Amager
Den nye skole bliver den første nyopførte folkeskole i København i mange år. Den skal ligge ved siden af Ørestad Gymnasium på hjørnet af Ørestad Boulevard og Arne Jacobsens Allé. Optællinger fra Børn & Unge Forvaltningen viser, at der kan optages 55 seks-årige i to børnehaveklasser i skoleåret 2008/2009. Eleverne skal dog starte i midlertidige lokaler på Skolen på Islands Brygge. Den skole er ved at blive udbygget, og har i disse år ledig kapacitet.
- Jeg er rigtig glad for at vi nu kommer igang med vores ambitiøse skoleplan i Ørestad. Det er jo meningen at vi med tiden får tre skoler i Ørestad, med samme ledelse og lærerteam, men med hver sin stærke profil. Disse temaskoler skal være visionære og give nye bud på fremtidens folkeskoler, som kan bruges i hele byen og i hele landet, siger Børn & Ungeborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) til Ørestad Avis.
Den nye skole får et skoledistrikt som dækker Ørestad Syd, Ørestad City samt hele nabokvarteret syd for Vejlands Allé. Dyvekeskolen skal afgive en del af sit distrikt, og Skolen på Islands Brygge skal ikke længere være distriktsskole for Ørestad Syd og City. Det betyder at ingen skolebørn kommer til at skulle krydse den trafikerede Vejlands Allé for at komme i skole. Inddragelsen af de "gamle" kvarterer i Ørestad-skolen vil give "et mere sammensat elevunderlag", som forvaltningen skriver i sin indstillng.
Før skolebyggeriet går igang og lærerne ansættes, vil forvaltningen tage kontakt til forældrene, så de deltager i planlægningen af børnenes skoleforløb på Islands Brygge. Forældrene skal også med i planlægningen af den nye skoles indretning og de pædagogiske målsætninger. Den form for brugerinddragelse ved oprettelse af nye skoler har tidligere været anvendt med succes, blandt andet på Østerbro.
Tabel 1: Børn i Ørestad City og Syd, samt boligområderne i umiddelbar tilknytning til Ørestad pr. 28.3.07.
Skoleår |
2008/09 |
2009/10 |
2010/11 |
2011/12 |
2012/13 |
Antal børn der skal indskrives |
55 |
39 |
45 |
70 |
72 |
Tabellen viser, at der i dag er elevunderlag for at oprette 2 børnehaveklasser i 2008/09. Forvaltningen følger udviklingen i tilflytningen til de nyopførte boliger nøje, men henblik på at udarbejde endeligt forslag om fastsættelse af antallet af børnehaveklasser forud for skoleåret 2008/09.
Dyvekeskolen rammes
Dyvekeskolen på Remisevej har igennem længere tid manglet elever fra villakvartererne langs med Ørestad. Her har familierne gjort særdeles mange krumspring for at finde andre skoler, herunder privat- og lilleskoler. Udviklingen betyder at andelen af tosprogede børn på Dyvekeskolen fortsat er høj, omkring 35 procent. Og nu skal skolen afgive nogle af villakvarterne.
Bo Asmus Kjeldgaard mener at den såkaldte Københavnermodel, som gør at tosprogede og dansksprogede børn fordeles bedre på skolerne, vil løse eventuelle problemer. Modellen er indført i resten af byen, men ikke på Amager endnu.
- Dyvekeskolen beholder mange af de kvarterer, hvor der bor mange dansksprogede børn. Men med sin placering i Urbanplanen er det klart, at der skal nogle andre værktøjer til for at sikre en god blanding af dansksprogede og tosprogede. Vi vil indføre Københavnermodellen på Amager og det følges op af vores projekt "Brug Skolen" som skal gøre folkeskolerne mere attraktive for alle børn i København, især de større elever, siger Bo Asmus Kjeldgaard.
Børnetal overhaler Sydhavn
Det er ikke besluttet præcis hvornår den nye Ørestad-skole vil stå klar. Kommunen har faktisk været længst fremme med planer om at bygge den første helt nye skole i Sydhavns-kvarteret. Men Ørestads børnetal har overhalet børnetallet i Sydhavnen, fremgår det af indstillingen fra Børn og Unge Forvaltningen.
Forslaget er nu sendt i høring på Dyvekeskolen, Skolen på Islands Brygge, Amager Fælled Skole, Fællesrådet for Folkeskolen og Det fællespædagogiske Råd.
Læs reportagen fra kommunens workshop om Ørestadskolerne i november 2006: Forældre: Vi vil være med
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 7675