By & Havn øger dialogen i Ørestad Syd
Efter veloverstået nabomøde lover By & Havn, at de vil fortsætte med initiativet to gange om året
• Med en fyldt spisesal på Kalvebod Fælled Skole i bagagen efter nabomødet i slutningen af oktober måned mellem beboere i Ørestads sydlige kvarterer og By & Havn, lover adm. dir. i By & Havn Anne Skovbro, at møderne vil fortsætte.
“Vi satser på at kunne holde denne form for møder to gange om året,” fortalte hun de over 150 fremmødte beboere.
Spørgelysten var betydelig, og især to temaer var gennemgående: Parkering og det manglende byliv i bydelen.
Når det gjaldt parkering og ikke mindst kritikken af priserne, der ligger betydeligt over parkeringspriser i andre bydele i København, gav By & Havn tilbage. Vilkåret har været kendt fra starten og By & Havn har aldrig stukket noget under stolen i den sammenhæng, lød det.
“I Ørestad - og i Nordhavn for den sags skyld – er det de beboere, der har behov for en parkeringsplads, der også betaler for disse, og det ikke er noget, der er finansieret af skatteyderne, hvor også beboere uden behov for parkering er med til at betale,” sagde Anne Skovbro.
Asger Jorns Allé bliver indkøbsstrøg
Med hensyn til det fattige bymiljø, lovede Anne Skovbro, at der snart vil ske noget, men i øjeblikket er en række byggerier i vejen for at der kommer mere liv i kvarteret - blandt andet på Asger Jorns Allé, hvor der ellers er planlagt et aktivitetsstrøg mellem Vestamager Station og det kommende Byens Hus.
“Asger Jorns Allé skal være det bærende strøg, når det gælder butikker eller serviceerhverv. Vi er nødt til at koncentrere det lidt, så det vil være mere attraktivt for erhvervsdrivende at slå sig ned, og så forventer vi, at det kommende Byens Hus vil trække aktiviteter og dermed også liv til bydelen. Men By & Havn kan ikke gå ind og bestemme, hvilke butikker der skal være hvor. Det er udelukkende op til de enkelte bygherrer,” påpegede Anne Skovbro.
Efter mødet var Anne Skovbro tilfreds med afviklingen af mødet.
“Jeg synes, det var et rigtig godt nabomøde med en god dialog. Den oplevelse håber jeg også beboerne gik fra Kalvebod Fælled Skole med. Jeg havde glædet mig til at møde folk fra området og høre om, hvordan det er at have sin hverdag i Ørestad Syd – både det positive og det udfordrende – og jeg synes, vi kom godt omkring begge dele,” sagde hun.
Anne Skovbro var især glad for at høre kommentarerne og spørgsmålene fra beboerne.
“Fra By & Havns side fik vi fortalt om nogle af de projekter, vi er i gang med i øjeblikket, og de tanker, der ligger bag byplanlægningen, som f.eks. at vi byudvikler med fokus på bæredygtighed og fællesskaber. Og så fik vi altså nogle rigtig gode input fra naboerne, som vi nu vil kigge nærmere på og arbejde videre med. Der går formentlig ikke så længe, før vi kan melde tilbage på nogle af forslagene,” lød kommentaren.
Fotos: By & Havn/Peter Sørensen
ørestad syd, byggeri, by&havn, Grundejerforeningen Ørestad Syd
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
- Læst: 2955