• Jakob Korshøj
  • Ørestad

Nyt Bylivskontor kommer til Ørestad

vmbjerget2021Kultur- og Fritidsforvaltningen åbner Bylivskontor i Ørestad.

I slutningen af september bliver der liv i både lokalerne på 5. sal i Bjerget og i Ørestads byrum, når Københavns Kommune rykker ind med medarbejdere fra 'Kultur S, Havne- og byliv' og starter Ørestad Bylivskontor.

Kultur S hører under Kultur- og Fritidsforvaltningen, og skal i Ørestad arbejde med at skabe flere kulturelle aktiviteter, nye partnerskaber og mere liv i bydelens byrum. en af de første ting, som kommer til at ske, er at der stilles en grej-container op på Asger Jorns Allé. Den skal være en lånecentral for borde, bænke, ladcykler, pavillontelte, stylter eller andet, som beboerne gerne vil låne til deres arrangementer.

Bylivskontoret i Bjerget i Ørestad City skal fungere som en forpost for kultur- og beboerhuset 'Byens Hus', som skal bygges i Ørestad Syd for enden af Asger Jorns Allé. Byens Hus forventes klar til brug i 2024, og indtil da skal Kultur S være med til at skabe rammerne for nogle af de aktiviteter, som på sigt skal finde sted i Byens Hus.

Et vigtigt formål
At skabe netværk og nye samarbejder er et vigtigt formål. Det fortæller Rune Høyrup Lauridsen, leder af Kultur S, Havne- og Byliv:
"
Vi vil gerne både bakke op om eksisterende initiativer og være med til at udvikle nye. Tag fat i os, hvis du har en god ide til et kultur- eller idrætsarrangement. Så kan vi hjælpe med at sætte det i værk."

By & Havn ser også frem til, at Bylivskontoret åbner:
"Vi er meget glade for, at Kultur S' bylivskontor nu åbner i Ørestad. Byens Hus skal vi desværre vente på lidt endnu, men indtil det står der, er det fantastisk, at lokalerne i Bjerget kan danne ramme for forskellige kulturelle aktiviteter og nye møder mellem Ørestads aktører," fortæller udviklingschef i By & Havn, Per Schulze.

Ørestads Bylivskontor åbner 20. september. Til Ørestad Kulturdag 11. september kan man møde medarbejderne fra Kultur S.

Mere info på Ørestads Bylivskontors Facebook-side.

kultur, kultur- og fritidsforvaltningen, byoghavn, bylivskontor, ørestad_bylivskontor

  • Oprettet den .
  • Sidst opdateret den .
  • Læst: 3174

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk